Tålmodighed er en dyd...

Jeg har lige fået et nyt arbejde.

Eller, det vil sige – for to måneder siden blev jeg tilbudt et vikariat på 5 måneder af en af mine netværkskontakter i deres virksomhed, hvor jeg har været før i form af forskellige konsulentydelser osv.

Siden jeg startede, har udbuddet af opgaver været ekstremt lavt. Sådan, nærmest der hvor jeg spekulerer på, hvorfor jeg overhovedet er der, og hvad de vil med mig, så slemt har det været (og er fra tid til anden). Jeg overvejer at lede efter noget andet hele tiden, men hvad? Hvad vil jeg i virkeligheden gerne være ansat som? Og hvilken type virksomhed?

Fra boksebold til integrationsminister - forskelligheder i parforholdet.

Jeg læste engang om en dame, der hos sin psykolog havde snakket om sine ønsker til en partner. Psykologen havde bedt kvinden om at tage en liste med næste gang, der viste alt det, som hun gerne ville have i en ny partner.
Efter en uge kom kvinden tilbage og præsenterede psykologen for listen. Hendes terapeut slog en skraldlatter op og sagde: "Det der er ikke dit supplement - det er en kopi af dig selv".

Mig og min mor... Et forhold med bump på vejen

En mor betyder så meget i ens liv. Hvordan hun ser og opfatter verden, hvordan hendes opførsel er, hvad hun vælger at overføre af sine egne ubehandlede problemer og sorger - og hvad hun giver med dig af glæde, overskud og energi former hele din livscyklus og verdenssyn.

En mor kan bringe stor glæde og ufattelig sorg, hvor forholdet enten er endt før tid (eksempelvis ved døden), eller når tiden helt naturligt løber ud. Ethvert barn må på et eller andet tidspunkt forholde sig til sin egen mors dødelighed, der jo ikke er af den uendelige type...

Sådan måtte jeg også sidste år forholde mig til, at min mor måske ikke længere har så lang tid igen, og samtidig snuble over det faktum, at jeg er vred på hende over de svigt i min opvækst, som hun har været med til at lave - og mange af dem er nogen hun ikke vil have med at gøre længere, når hun har begrænset tid tilbage. 

Når mænd græder og viser sårbarhed - så sig tak!

For et par uger siden skete der noget mærkeligt. Noget der først virkede temmelig dramatisk og noget hvor jeg tænkte "hm, er det her ikke kvindernes domæne?" - men hvor jeg bagefter blev uhyre bevidst om, hvor meget vi hver dag bider i os af den ene eller anden grund. Måske fordi vi ikke vil beklage os og lyde som en whiner. Eller måske fordi vi bare er forskellige som køn. Den slags er jo set før...