I knew you were trouble when you walked in...

Har I nogen sinde haft følelsen af at være "hjemme" i en anden person? At de på et eller andet dybt plan bare "get you"? Og ikke synes at være frastødt af de sider af dig, som andre flygter fra?
Og jeres forhold er intenst, lidenskabeligt og slet ikke som alle de andres, der bare lugter af overfladiskhed og hverdag? Nej, ham her er anderledes, så forskellige fra alt hvad du hidtil har været og oplevet? Det er som at komme hjem, når han er nær dig, og du kan ikke tænke på ham som en kæreste - men som "mand" - din mand. Og I former et bånd, der er out of this world.


Og så er der dem, der betaler jeres dates, og som egentlig er flinke og søde og som ikke gør en flue fortræd - lige indtil den dag du har brug for deres nærvær og hjælp - at de fucking ER der for dig - men de er der aldrig, og du efterlades alene og ensom og tom af det, du engang troede var din skæbnebestemte mand?




Faktisk er de to en og samme mand, i forskellig udgave. For begge indeholder begge typer mænd, men kvinden der får dem frem er fremmed - indtil hun ikke er, og du star med enten utroskab eller emotionel rollercoaster, fordi det du troede på nok aldrig var der, og måske mere end andet var i dit hoved og ikke i deres hoved.




Sådanne fyre - eller mænd, nu er jeg godt nok i 30'erne og ikke 20'erne mere - men for en ordens skyld, lad mig gentage min sætning: Sådanne fyre har været min in-and-out i mange år. Fra den ene yderlighed til den anden gik jeg, fro og glad og troede endelig at nu var det rigtigt, nu var det  et ordentligt menneske, som jeg kunne regne med og stole på. Og i enden gik det hele helt, helt galt og jeg blev screwed over so badly, at jeg ikke kom mig nogen sinde igen, skønt jeg har brugt lang tid på at komme dertil eller hen, hvor smarten blev nogenlunde til at holde ud.




Jeg har datet engle i djævel-klæder og jeg har datet en djævel klædt ud som engel. Ingen af dem fungerede, og i aftes opdagede jeg hvorfor: Igennem hele min barndom og ungdom havde jeg to mænd som var en del af mit liv. Den ene var den perfekte (på overfladen) ægteman med et flot hus, to forkælede unger og en lille, supportive mouse af en kvinde, der strålede om kap med sin mands karriere - kun for at blive screwed over, da han fandt sig en kærlighed på sit arbejde og forlod hustruen før tid. Ligesom mig, kom hun sig aldrig rigtigt. For som Taylor siger efter de sidste guitarstrofer er forbid: Det værste ved at miste dem var ikke at miste dem. Det var at miste en del af sig selv, som de tog med, som man aldrig får tilbage igen.




Og med den anden fyr var det et af de mest provokerende, voldsomme forhold jeg i mit liv har haft. Alle skeletterne kom ud for at danse i forholdet, mens vores skyggesider tog en salsa i et Dia de Muertos-greb og strammede hårdere og hårdere om hinandens strobe, indtil vi kyssede hinanden så himlene faldt ned og stormen rasede omkring os.




Sådan var det indtil for nylig - indtil jeg fandt ud af, at jeg endnu ikke føler mig parat til at komme ind i datingmøllen igen. Og nu ved jeg hvorfor. Fordi de to mænd jeg har haft tiltrukket og som også har følt sig tiltrukket af mig - har været enten kloner af min far eller onkel. Onkel var ham med den pæne lille kone, der støttede ham i hans karriere, passede huset og var mor til at hans børn. Hun fik huset, men mistede sig selv og den identitet hun havde bygget ovenpå sin egen svage identitet før hun mødte ham. Og min far var den første slags - en af dem med jordskælv. Han endte ud i at slagte mig - men ikke som en person, der åd mig op. Tværtimod gjorde han mig stærkere end jeg ever had been. For jeg havde gjort modstand mod hans kærlighedsfloskler, han smøg om sig med djævelsk manipulation, men som ikke ringede med mine ører.




I ved - man bliver påvirket af de mænd, som man er rundt om. Og jeg fandt i aften endelig ud af - efter 15 års dating-smerte, hvad det var og skyldtes, at jeg fandt de to typer af stoddere, som stood me up - or put me down, som man siger. Ingen af dem var særligt voksne mænd, begge uskyldige - indtil de var det mere. Af den ene fik jeg nærmest PTSD, af den anden blev jeg burned forever - og ikke i en nice kind of way. De var min holy undoing al den tid, jeg ikke vidste, hvad der gik for sig, og jeg bliver det igen, hvis jeg ikke begynder at kigge nærmere på, hvad det skyldtes og hvad det gjorde ved bade min mors og fars ægteskab og min onkels ægteskab at være sådan et par røvhuller. Den første har jeg rimelig godt styr på - den næste skal måske lige gennemtygges i hemmelighed før jeg kommer ud med en snak om det, hvad var det det gjorde ved min mor og min familie at min onkel skred før tid fra sin kone, selvom de havde lovet at være sammen indtil børnene var store nok til at se hvorfor far ikke var lykkelig.

Hvad skal der blive af mig...?

Jeg sidder herude på stedet, hvor jeg arbejder i morgensolen, der titter ind bag gardinet, som skal skærme mod netop omtalte sol og tænker. Tænker på, hvordan livet nogen gange kan gå den helt anden vej, end man lige troede det skulle, på den der helt skæve, finurlige måde, som kun livet kan.

Jeg har lige sagt farvel til et opslag på Facebooks minde-væg, hvor der stod en opdatering fra min tidligere veninde, der gik hele vejen med børni, husi og mandi på Amager, og som ved bruddet fra min ex for snart 4 år siden ikke længere kunne beslutte sig for, om hun ville se mig så hun meldte sig ud af vores venskab. Sammen med 2 andre veninder på samme tidspunkt.

Fra boksebold til integrationsminister - forskelligheder i parforholdet.

Jeg læste engang om en dame, der hos sin psykolog havde snakket om sine ønsker til en partner. Psykologen havde bedt kvinden om at tage en liste med næste gang, der viste alt det, som hun gerne ville have i en ny partner.
Efter en uge kom kvinden tilbage og præsenterede psykologen for listen. Hendes terapeut slog en skraldlatter op og sagde: "Det der er ikke dit supplement - det er en kopi af dig selv".

Da maddrømmen brast....

Igennem et års tid nu har jeg haft det mærkeligt, når jeg har været i/lavet mad i min kærestes køkken. Altså, i virkeligheden er det jo vores begge tos køkken, men jeg siger hans køkken, fordi det når det hele kommer ned til grundstenene, så er det ham, der bor her og står på lejekontrakten, ikke mig.

Hvorom alting er, den slags behøver ikke give problemer, medmindre man som mig har "mad med i kufferten" om man så kan sige...
For i virkeligheden skete der det, da jeg flyttede ind i hans "hus", at jeg kom i voldsom karambolage med hans køkken, hvor jeg førhen ikke havde problemer med at være i det. Og hvorfor så det? Jo, ser I - der er vanvittig stor forskel på, om man er der som gæst eller som en del af husets beboere. Så er det sagt. Og i dag kan jeg nu se hvorfor det gav så meget hovedpine og ubehage at være tilbage på "min pind" ude i køkkenet, efter 1½ års pause, hvor det var andre, der lavede mad til mig.

Mig og min mor... Et forhold med bump på vejen

En mor betyder så meget i ens liv. Hvordan hun ser og opfatter verden, hvordan hendes opførsel er, hvad hun vælger at overføre af sine egne ubehandlede problemer og sorger - og hvad hun giver med dig af glæde, overskud og energi former hele din livscyklus og verdenssyn.

En mor kan bringe stor glæde og ufattelig sorg, hvor forholdet enten er endt før tid (eksempelvis ved døden), eller når tiden helt naturligt løber ud. Ethvert barn må på et eller andet tidspunkt forholde sig til sin egen mors dødelighed, der jo ikke er af den uendelige type...

Sådan måtte jeg også sidste år forholde mig til, at min mor måske ikke længere har så lang tid igen, og samtidig snuble over det faktum, at jeg er vred på hende over de svigt i min opvækst, som hun har været med til at lave - og mange af dem er nogen hun ikke vil have med at gøre længere, når hun har begrænset tid tilbage. 

Skælder du også ud på din egen skyggeside??

Jeg har skrevet en del om skyggesider på bloggen, men jeg synes alligevel det fortjener en god portion taletid, netop fordi det er ... ja, skyggesider og derfor ikke noget vi til hverdag stifter bekendtskab med særlig tit.

I dag tog jeg igen-igen mig selv i at småbitche/skælde ud på min kærestes efterladenskaber... på gulvet (tøj der ikke samles op), krummer på køkkenbordet, manglende initiativ til at tage opvasken, som bare stod og lugtede fra igår... I ved, hvad jeg mener. Ting, som den moderne kvinde bare ikke gider deale med, når hun kommer træt hjem fra arbejde til et uordentligt hjem, der lugter og ikke er blevet støvsuget i to uger - endsige vasket. Jeg bliver ked af det og træt indvendig, når alle de "dårlige sider" træder frem og viser sig fra deres værste udgave i et parforhold. Jeg bliver også skuffet. Og ja, lad os bare erkende det, kvinder HAR nemt ved at blive skuffede, når de til daglig har for meget ansvar for huset, hjemmet, organiseringen af opgaver og madplaner etc etc.

Din partner er også dine skyggesider

Kender du begrebet "Din egen skyggeside"?
Det er et meget brugt begreb især i den jungianske psykologi, der især arbejder med skygge og lys, modsætninger, supplementpersonligheder m.m.
Nogle psykologer hævder, at ens skyggeside kan forårsage adskillige problemer i forholdet til ens relationer, fordi de så at sige spænder ben for udviklingen i parforholdet, en udvikling vi må og skal komme igennem og ud over, hvis vi skal lære at elske - ikke kun os selv - men også vores partner for real.