I knew you were trouble when you walked in...

Har I nogen sinde haft følelsen af at være "hjemme" i en anden person? At de på et eller andet dybt plan bare "get you"? Og ikke synes at være frastødt af de sider af dig, som andre flygter fra?
Og jeres forhold er intenst, lidenskabeligt og slet ikke som alle de andres, der bare lugter af overfladiskhed og hverdag? Nej, ham her er anderledes, så forskellige fra alt hvad du hidtil har været og oplevet? Det er som at komme hjem, når han er nær dig, og du kan ikke tænke på ham som en kæreste - men som "mand" - din mand. Og I former et bånd, der er out of this world.


Og så er der dem, der betaler jeres dates, og som egentlig er flinke og søde og som ikke gør en flue fortræd - lige indtil den dag du har brug for deres nærvær og hjælp - at de fucking ER der for dig - men de er der aldrig, og du efterlades alene og ensom og tom af det, du engang troede var din skæbnebestemte mand?




Faktisk er de to en og samme mand, i forskellig udgave. For begge indeholder begge typer mænd, men kvinden der får dem frem er fremmed - indtil hun ikke er, og du star med enten utroskab eller emotionel rollercoaster, fordi det du troede på nok aldrig var der, og måske mere end andet var i dit hoved og ikke i deres hoved.




Sådanne fyre - eller mænd, nu er jeg godt nok i 30'erne og ikke 20'erne mere - men for en ordens skyld, lad mig gentage min sætning: Sådanne fyre har været min in-and-out i mange år. Fra den ene yderlighed til den anden gik jeg, fro og glad og troede endelig at nu var det rigtigt, nu var det  et ordentligt menneske, som jeg kunne regne med og stole på. Og i enden gik det hele helt, helt galt og jeg blev screwed over so badly, at jeg ikke kom mig nogen sinde igen, skønt jeg har brugt lang tid på at komme dertil eller hen, hvor smarten blev nogenlunde til at holde ud.




Jeg har datet engle i djævel-klæder og jeg har datet en djævel klædt ud som engel. Ingen af dem fungerede, og i aftes opdagede jeg hvorfor: Igennem hele min barndom og ungdom havde jeg to mænd som var en del af mit liv. Den ene var den perfekte (på overfladen) ægteman med et flot hus, to forkælede unger og en lille, supportive mouse af en kvinde, der strålede om kap med sin mands karriere - kun for at blive screwed over, da han fandt sig en kærlighed på sit arbejde og forlod hustruen før tid. Ligesom mig, kom hun sig aldrig rigtigt. For som Taylor siger efter de sidste guitarstrofer er forbid: Det værste ved at miste dem var ikke at miste dem. Det var at miste en del af sig selv, som de tog med, som man aldrig får tilbage igen.




Og med den anden fyr var det et af de mest provokerende, voldsomme forhold jeg i mit liv har haft. Alle skeletterne kom ud for at danse i forholdet, mens vores skyggesider tog en salsa i et Dia de Muertos-greb og strammede hårdere og hårdere om hinandens strobe, indtil vi kyssede hinanden så himlene faldt ned og stormen rasede omkring os.




Sådan var det indtil for nylig - indtil jeg fandt ud af, at jeg endnu ikke føler mig parat til at komme ind i datingmøllen igen. Og nu ved jeg hvorfor. Fordi de to mænd jeg har haft tiltrukket og som også har følt sig tiltrukket af mig - har været enten kloner af min far eller onkel. Onkel var ham med den pæne lille kone, der støttede ham i hans karriere, passede huset og var mor til at hans børn. Hun fik huset, men mistede sig selv og den identitet hun havde bygget ovenpå sin egen svage identitet før hun mødte ham. Og min far var den første slags - en af dem med jordskælv. Han endte ud i at slagte mig - men ikke som en person, der åd mig op. Tværtimod gjorde han mig stærkere end jeg ever had been. For jeg havde gjort modstand mod hans kærlighedsfloskler, han smøg om sig med djævelsk manipulation, men som ikke ringede med mine ører.




I ved - man bliver påvirket af de mænd, som man er rundt om. Og jeg fandt i aften endelig ud af - efter 15 års dating-smerte, hvad det var og skyldtes, at jeg fandt de to typer af stoddere, som stood me up - or put me down, som man siger. Ingen af dem var særligt voksne mænd, begge uskyldige - indtil de var det mere. Af den ene fik jeg nærmest PTSD, af den anden blev jeg burned forever - og ikke i en nice kind of way. De var min holy undoing al den tid, jeg ikke vidste, hvad der gik for sig, og jeg bliver det igen, hvis jeg ikke begynder at kigge nærmere på, hvad det skyldtes og hvad det gjorde ved bade min mors og fars ægteskab og min onkels ægteskab at være sådan et par røvhuller. Den første har jeg rimelig godt styr på - den næste skal måske lige gennemtygges i hemmelighed før jeg kommer ud med en snak om det, hvad var det det gjorde ved min mor og min familie at min onkel skred før tid fra sin kone, selvom de havde lovet at være sammen indtil børnene var store nok til at se hvorfor far ikke var lykkelig.

Kærlighed...

Kærlighed er lys over dig. Lys igennem dig. Må kærligheden lyse sit sande ansigt over dig og bringe dig glæde og forbarmelse over alle ting, som du anklager dig selv for ikke at være, ikke kan leve op til og aldrig nogensinde tror på kan blive din eller dit.

Det er ikke rigtigt. Kærligheden bor i os alle. Det er bare et spørgsmål om man vil blive ved med at se, hvor den lyser henne. Fra et barns skinnende øjne og i dets blik til den passionerede omfavnelses lidenskabelige intensitet, der strømmer over ind og ud af legemet, og til sidst eksploderer som et lys foroven, i to elskendes favn.

Kærlighed er lys, glæde, latter, venlighed og vigtigst af alt - glæde i dit inderste, sande jeg omkring dig. Må kærligheden skinne sit lys over dig, komme dig til undsætning og kalde dig hjem til det du vitterligt, inderligt er - nemlig lys og kærlighed. Alt er kærlighed - selv den sure mand på hjørnet, der læser avisen og kun sjældent formår at smile nogen ting.

Han har glemt, hvad kærligheden betyder for sjælen, og er lukket af for kærlighedens lys, latter og glæde, der strømmer igennem på os, når hjertet er fuldt og helt åbent. Inderst inde er du ren og utter lys og glæde, der spreder sig til hele din krop og letter din gang med sine skridt af glæde.

Kærlighedens lys er det vigtigste vi har, og uden den vil vi visne og dø tidligere end noget andet væsen på jorden. Mad, tryghed og sikkerhed kan ikke gøre det hele. Der må kærlighed til, hvis dyrene skal figurere under os i væsen. And yet... hvem kan IKKE se kærligheden i den lille kattekilling, når du holder den op til kinden og aer den på sit lyse, dunede hoved med de bløde ører og den våde snude? Hvem har ikke sukket i betagelse og taget en lille hundehvalp op og følt den moderlige omsorg trække vores hjertestrenge, når vi kløer den bag ørerne og den sukker henført?

Hvad er kærlighed?
Kærlighed er alt det, du ikke helt kan beskrive med ord, men mærker livet igennem - fra mange kanter. Mor-kærligheden til din mor, og som mor til et lille barn i favnen på dig. Som far til en søn, der kommer i skole og klarer sig bedre end nok selv gjorde engang. Vi er kærlighed, og til dem der siger at tilgivelse er kærlighed - det er bullshit.

Kærlighed er ikke forbundet med tilgivelse. Det er kærlighed at være ren i sin sjæl og legeme, for når du føler din kærlighed strømme igennem kroppen, som en ustoppelig flod af bølgedale og bølgende bakker, så går alting ind og ud af dig som ebbe og flod og tilbage er der kun det lys, som kærligheden skaber indeni dig, så længe du selv ønsker at mærke dit lys og kærlighed til verden omkring os.

Vær dig - du er dig og helt unik. Ingen anden ved, hvad der rører sig inde i dig - heller ikke, selvom du tror andre kan se lyset indeni dig. Vær den kærlighed, som andre ligesådan mærker, når de er glade og lysende indeni, og som ikke kan stoppe venskaber, fællesskaber og fred. Kærlighed er ikke fred - kærlighed er lys og storme og bølgedale og toppe, begær og toppen af lidenskabens bjerg - men den er også blid og stille som en dunet hundevalp, der tager sine skridt på morens opfordring.

I kærligheden er du nogen af de stærkeste kræfter denne verden kan se - gå ud og vær verden, så kommer lyset ind, selvom du næsten tror, at det kan blive bedre eller værre - så lad lyset være din vandre-svend og du vil aldrig gå fejl i dette liv på jorden, som det lysende væsen du er skabt til at være - når ånden, sjælen og hjertet er fuld af kærlighed til jorden, som du kom af.

Med ode til: