Da maddrømmen brast....

Igennem et års tid nu har jeg haft det mærkeligt, når jeg har været i/lavet mad i min kærestes køkken. Altså, i virkeligheden er det jo vores begge tos køkken, men jeg siger hans køkken, fordi det når det hele kommer ned til grundstenene, så er det ham, der bor her og står på lejekontrakten, ikke mig.

Hvorom alting er, den slags behøver ikke give problemer, medmindre man som mig har "mad med i kufferten" om man så kan sige...
For i virkeligheden skete der det, da jeg flyttede ind i hans "hus", at jeg kom i voldsom karambolage med hans køkken, hvor jeg førhen ikke havde problemer med at være i det. Og hvorfor så det? Jo, ser I - der er vanvittig stor forskel på, om man er der som gæst eller som en del af husets beboere. Så er det sagt. Og i dag kan jeg nu se hvorfor det gav så meget hovedpine og ubehage at være tilbage på "min pind" ude i køkkenet, efter 1½ års pause, hvor det var andre, der lavede mad til mig.

At være forelsket i en narcissist

Jeg er ked af det lige nu. For det er kun ganske få døgn siden, at jeg for første gang satte en label på de rædelsfulde år fra 2006 - 2012, hvor jeg boede sammen med min ekskæreste.

Dengang var det lykken at bo sammen med en man elskede over alt på jorden - troede jeg.
For i virkeligheden viste det sig hurtigt, at han ikke elskede mig tilbage igen, at han var defekt på en måde, der gjorde, at han ikke ville lade nogen som helst mennesker komme tæt på sig. Heller ikke hans familie sågar, der blev ved med at rose ham til skyerne og sige at "Søren er jo så dygtig!", han kan det hele!