Hvorom alting er, den slags behøver ikke give problemer, medmindre man som mig har "mad med i kufferten" om man så kan sige...
For i virkeligheden skete der det, da jeg flyttede ind i hans "hus", at jeg kom i voldsom karambolage med hans køkken, hvor jeg førhen ikke havde problemer med at være i det. Og hvorfor så det? Jo, ser I - der er vanvittig stor forskel på, om man er der som gæst eller som en del af husets beboere. Så er det sagt. Og i dag kan jeg nu se hvorfor det gav så meget hovedpine og ubehage at være tilbage på "min pind" ude i køkkenet, efter 1½ års pause, hvor det var andre, der lavede mad til mig.
Det lyder så fesent, ikke? "Tilbage på min pind" - som om man kun er en funktion i sig selv, når Mutter Går I Køkkenet.
Det er fordi, sådan var det tidligere i mit/mine forhold. I køkkenet bestemte jeg, og havde herredømmet. Det var et af de få områder i livet, hvor jeg "var" noget - især i parforhold. At lege "husmor" var min måde at vise mig elskelig på... "Se nu hvor god jeg er til at lave mad, kan du ikke se det? Se nu hvor rasende dejligt det er, at jeg tager over på det hele og sørger for god mad til os"...
Ja, jeg var den perfekte lille husmor, der både kunne lave fantastisk mad og gøre rent og alle de andre slags ting, som min mor også kunne.
Ja, I læste rigtigt. Min mor var ligesådan. Og for at blive elsket som barn, i en alkoholikerfamilie med ikke to børn - men tre (læs: alkoholikeren som det største opmærksomhedskrævende barn) - var det en af de eneste måder et barn som mig selv kunne opnå anerkendelse og ros på (ros = kærlighed i min barndoms verden). For der var ikke plads til at jeg kunne udtrykke mine behov, grænser eller få kærlighed for min væren i sig selv. Der var ikke plads til at udvikle min egen autoritet i en familie med respekt, orden og velvillighed til at respektere andres grænser. Det er der generelt ikke i misbrugsfamilier, og derved vokser barnet op uden at have udviklet en fast identitet og bliver usikker på sig selv helt grundlæggende. Kan du sige kontrolfreak og perfektionista?
Så selvfølgelig forsøgte jeg i mit sidste forhold, med en usikker og følelsesmæssig ustabil fyr, også kaldet narcissist - at kreere mit barndomshjem om igen, når min kæreste var så følelsesmæssigt afstumpet. Jeg var styret af min frygt - og for at dulme den, tyede jeg til de ting jeg kendte, som før havde givet mig kærlighed. En af dem var at blive madblogger og blive ENDNU bedre end min mor var til at lave mad. For det var den eneste måde, troede jeg, at man kunne få kærlighed på - og gøre sig fortjent til kærlighed.
Jeg var så sikker på, at min kæreste nok skulle elske mig, hvis bare han så hvor dejlig i et køkken, hvor fantastisk en husmor jeg var (jeg prøvede velsagtens at imitere hans egen mor, der var meget elskelig - og måske konkurrerede jeg også med hende på et eller andet plan...).
Og som det så ofte går, når narcissister er involveret, så var det lige gyldigt, hvor meget jeg prøvede at gøre ham tilpas. Ligegyldigt hvor mange bøffer jeg lavede og hvor mange fine fredagsmiddage han kom hjem til, endte han alligevel med at forlade mig, endte alligevel op med at være utro.
Følelsen af at være nr. 2, selvom man har strengt sig så meget an for at blive nr. 1, og dybest set har fucking KRAV på at være nr. 1 i et parforhold, er ufattelig ydmygende og nedværdigende. Det er et "abuse" som jeg først forstod igår aftes, og var altoverskyggende ødelæggende indeni. Vreden, smerten over det hele, som jeg troede var forsvundet, blomstrede op i lys lue og fik mig til at crashe.
Dels over min egen fortid, hvor jeg i den grad havde fortjent bedre - og dels over at da jeg kopierede hele mit mønster set-up, var jeg alligevel dømt ude som nr. 2, når jeg skulle have været hans et og alt.
Jeg levede in the middle of my own scars i dét forhold... Han passede ikke til min sjæl, han passede til mine sår. Og der var mange sår. Og derfor var han sådan en stodder.
Og derfor er - og har jeg været - så vred og rasende og bange i det køkken min kæreste og jeg nu deler. Jeg har haft nærmest "mad-lede" eller "madlavnings-lede" (forklædt som vrede) indeni, men har indtil nu ikke kunnet sætte ord på, hvad der gjorde mig så vred ved at være i det køkken.
Det er ikke vrede mod køkkenet. Det er vreden over at føle ydmygelsens bitre svirp henover hele mit væsen, at jeg trods alt det jeg gjorde, stadig ikke kunne vinde over hans lyst og trang til andre kvinder. Fordi jeg ikke brød ud af den rolle og begyndte at gøre noget, der var godt for MIG, men konstant var opmærksom på, hvad HAN ville have. Og det var det, der var problemet. For sådan blev jeg opdraget. Som en kvinde, der elskede for meget. En, der i virkeligheden var rædselsslagen for nærhed og intimitet, at blive forladt og være betydningsløs, hvis ikke jeg kunne levere en "vare" (mad). Dette har jeg i mit nuværende forhold har været tvunget ud i at konfrontere, fordi min kæreste ikke ville give mig lov til andet.
***
Da først tårerne var væk og smerten taget lidt af, kunne jeg mærke, hvor medtaget af det hele jeg rent faktisk var efter så mange års konstant fokus på at være "god nok" og "den perfekte husmor". At jeg egentlig ikke havde det spor godt indeni over det. At min "madlavnings-lede" (ligesom min sexlede efter seksuelle krænkelser i samme forhold) kommer til at tage tid lang tid at overvinde og blive kvit. Men også at jeg er dedikeret til sagen, for det er ikke maden i sig selv, der er problemet. Det er det forhold jeg havde opbygget til den, og hvordan den tog pladsen for kærligheden jeg skulle have haft i stedet, både af mine forældre, men også af min kæreste. Mad har jo den formiddable evne at den dulmer følelser ligesom shopping. Mad og shopping er nogen af de største doping-midler for kvinder, og med god grund. Den aktiverer belønning som intet andet kan - undtagen heroin og lign.
Jeg satte mig derfor ind i soveværelset igår og tegnede i 2 timer. Jeg havde det så skidt, var så vred og så gennemhullet af at tænke på alt det jeg havde måttet gå igennem og hvad det havde gjort ved mig også. I sådanne slags situationer er der intet andet der hjælper end en gedigen, stiv drink.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg skulle bare ha' en stiv drink - og den skulle være rigelig! Måske fordi, at nogen gange er tingene så grelle, grimme og forfærdelige, at der intet er at sige eller gøre. Og så er det eneste man kan gøre, at bedøve nerverne lidt, tror jeg.
Jeg drak mere whisky igår, end jeg har gjort gennem hele året tilsammen. En velvoksen portion blev hældt op i et glas med to isterninger og skyllet ned i store slurke. Ikke fordi det smagte godt. But because I bloody needed it. Og så fandt jeg spillelisten med no-bullshit-divas frem fra iTunes og satte mig til at male med korte, kontante bevægelser.
And it was goooood. Og jeg indså, samtidig med Pinks' "True Love", at den eneste vej for mig ud af det her - er kærligheden. For hvad jeg ikke vidste i mit sidste forhold, så er det, at kærlighed kan helbrede alting. Også selvom vi snubler og skal starte forfra igen - op til flere gange. Men så længe vi har kærligheden og en hånd, der rækker ud efter os og tror på os, enten bogstaveligt eller i overført betydning, så kan vi overkomme alting.
Og jeg vil overkomme det madbattle. Om det så tager de næste fem år.
Det tror jeg dog ikke, men godt at have viljen på plads.
Now off to find out what to do about it...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar