En mor kan bringe stor glæde og ufattelig sorg, hvor forholdet enten er endt før tid (eksempelvis ved døden), eller når tiden helt naturligt løber ud. Ethvert barn må på et eller andet tidspunkt forholde sig til sin egen mors dødelighed, der jo ikke er af den uendelige type...
Sådan måtte jeg også sidste år forholde mig til, at min mor måske ikke længere har så lang tid igen, og samtidig snuble over det faktum, at jeg er vred på hende over de svigt i min opvækst, som hun har været med til at lave - og mange af dem er nogen hun ikke vil have med at gøre længere, når hun har begrænset tid tilbage.
Hvor efterlader det mig som barn af en emotionel distanceret og tavs kvinde, der igennem hele min barndom havde trukket sig ind i sig selv og ikke ville dele af sig selv og sine følelser til hendes omgivelser? Deri resulterende at barnet - mig selv sagde hunden, ikke oplevede at blive mødt på sine følelser og erfaringer, men nærmere blev skubbet hen i hjørnet af en beruset far, der ikke kunne klare at imødekomme børns behov? Endda i selskab med en passiv mor, der ikke turde tage konflikten?
Hvordan gør man i sådan en situation, at der stadig er vrede over svigtet, som jeg ikke kan lukke op for til hende, fordi kvinden har valgt at lukke bogen og "se fremad", som det hedder? Jeg nærer generelt en mistro mod folk, der har travlt med at sige, at de ønsker at fokusere på fremtiden. Det gør jeg, fordi det ofte er de selv samme mennesker, der fornægter fortidens synder. Og at udtrykke sin vrede, skuffelse og sorg til en, der nægter at anerkende den eller rumme den, er hårdt. Meget meget hårdt, fordi man har brug for at "komme af" med den og blive mødt på den - som man netop ikke blev mødt som barn, men har brug for nu som voksen for at få det til at gøre mindre ondt.
Alt for mange børn vokser op i et forsømtheds- eller trusselsmiljø, der skader dem for resten af voksenlivet, hvis ikke de tager kampen op. Nogle får rent faktisk PTSD af de ting de oplever inden for husets fire vægge. Doktor Bessel van der Kolk - en hollandsk neurolog/psykolog stod for nylig i spidsen for netop sådan et studie. Heldigvis er der dog håb for hjernen, som kan nå at blive "omprogrammeret" stadigvæk, trods de tidlige sociale skader. Men det vil aldrig være det samme, selvom meget af skaderne kan blive imødekommet med forskellige omsorgslignende tiltag, der har potentiale til at lindre de indre skader i varierende grad.
Min mor fik i efteråret 2014 konstateret parkinsons. Det værste var ikke sygdommen - men mere at hun ikke sagde noget til os før den første test af nerver osv. var foretaget. Vi vidste ikke, hvad der skete, før hun smed bomben i august-september. Jeg gætter på at hun ville være meget sikker i sin sag, og ville vide om det blev til noget, før hun kastede sådan en ting op. Men den lange tavshed og følelsen af at der var noget hun holdt skjult/noget var galt, var svær.
Så hvad gør man i den situation, hvor man står som både voksen og barn i samme krop og er vred og ked af det - men også samtidig er rædselsslagen for, hvornår ens mors kroniske sygdom tager hende fra dig? Er det overhovedet muligt at rumme alle ting på én gang, alle følelser af både sympati, medfølelse, tålmodighed, vrede, arrigskab og så videre? Man er jo kun et menneske, og alle har vi et barn, der på en eller anden måde er blevet gjort vred og ked af det. Mit har måske mere at være ked af end de fleste - alkoholikerhjem, en borderline-deprimeret far, en emotionelt distanceret og lukket mor, der vendte det blinde øje til... Der er lagt i kakkelovnen til senere opgør. Jeg har således også cuttet forbindelsen til min far for snart 8 år siden af samme grund.
I weekenden kom det til en konfrontation, der på mange måder var afgørende for mig og min mors forhold. Efter en tankeløs bemærkning (dem er hun ret god til), blev jeg sur, træt og ked af det, fordi jeg det sidste år har følt, at hun har holdt mig på afstand/skubbet mig væk hver gang jeg henvendte mig. Jeg har oplevet, at mine forsøg på at besøge dem med eller uden kæreste (jeg flyttede i 2014 til Jylland og forlod Sjælland) var mere glæde end besvær - og til sidst en jul, der ærlig talt var anstrengt, fordi hendes mand syntes, at vi tre (min mor, søster og jeg) skulle gå ud i det lille værelse og pakke julegaver op, fordi HAN tilsyneladende havde et problem med julen, men åbenbart ikke så det som noget han selv burde tage ansvar for, når det nu var hans hjem vi befandt os i.
Min mor har kendt manden i 10 år, og jeg har altid prøvet at få et fornuftigt forhold til ham - men der blev det simpelthen for meget, og jeg eksploderede i raseri over telefonen over man kan være sådan et ufølsomt narhoved, når det i øvrigt ikke er fordi vi ser hinanden overly much...
Siden da har mit forhold til begge to været noget anstrengt. Og i weekenden kulminerede det - så jeg skrev en mail, hvori jeg forklarede mit syn på sagen og mine følelser omkring det, der var stærkt linket til fortidens "synder" eller hvad man skal sige.
Dette "følelsesudbrud" var nok ganske stærkt for hende - og hun svarede igen med noget, der nærmest lignede en forsvarstale af sin sygdom og sine valg og at hun ved gud ikke magtede at få kastet skyld i hovedet igen og igen, og at hun om nogen kendte til den skyld, der fulgte hende ud af hjembyen før hun flyttede. I mine øjne et tappert forsøg på at forsvare sine bevæggrunde, men alligevel et fattigt forsøg, da ingen af de luftede følelser var op at vende eller var blevet forholdt sig til.
I dette øjeblik gik det op for mig, at selvom hun er min mor, så vil hun aldrig nogen sinde kunne forstå de skader jeg har fået påført - og at hun ikke vil høre om dem, endsige forholde sig til dem, for hun vil ikke deale med sin skyldfølelse, men helst glemme den. Hun vil hellere strikke mig en sweater end snakke om, hvordan jeg havde det dengang og anerkende sin egen andel i det.
Deri blev det tydeligere og tydeligere, at jeg aldrig nogen sinde ville få den mor jeg havde håbet på efter skilsmissen. Og endnu værre: Vi var kommet så langt væk fra hinanden, at vi havde fået meget svært ved at forstå hinanden - og hver eneste gang jeg prøvede at fortælle hende, hvad der gik for sig med mig, indeni, når hun gjorde noget, der gjorde mig ked af det - ville jeg ende med at føle afvisning, når hun logisk argumenterede for sin sag. Hun lider stadig under opfattelsen af, at vi blev beskyttet for meget. (*host* - ahem... *laver bræklyde*)
Med en kvinde, der holder så fast i sin livsløgn, at hun knap kan sætte sig ind sine egne børns psyke, er det kun naturligt, at hunde er en foretrukken eksistens i hendes liv. Hun kan snakke i flere timer som en anden hundepsykolog, og om hvordan man får en fantastisk hund - mens det menneskelige sind synes at være lukket land. Hun vil leve sit liv fremad og sygdommen gør det nok kun sværere nogen sinde at få en OK velfungerende mor, for parkinsons har større og større kognitive effekter, jo længere tid der går med den, trods medicinen.
Det tab jeg følte der... og den umådelige håbløshed, der var tilbage, gjorde noget ved mig. Jeg skiftevis føler dårlig samvittighed over at hun måske er ked af det nu (et typisk mønster hos "overansvarlige børn") og at jeg burde skrive til hende og "make amends" - og en ny, fastere del af min egen identitet, udviklet over de seneste par år, prøver at huske mig selv på, at jeg skal gøre det, der føles rigtigt for MIG.
And so I have not answered her. For egentlig er der ikke rigtigt noget at sige. Der er sagt det, der skal siges tror jeg, og erkendt det, der skal erkendes. Mere er der ikke rigtigt at sige. Så hellere sørge for, at jeg selv har det godt lige nu. Og prøve at vænne mig til den nye realitet - at min mor aldrig har været og aldrig vil blive den mor jeg altid har drømt om og længtes efter. Hende den følelsesmæssigt varme mor, der er i stand til at snakke med sine børn om de traumer, de har lidt af og stadig lider af. Det sjove er, at vi jo også et eller andet sted lider af en kronisk sygdom - den sidder bare indvendig og kan ikke rigtigt ses med det blotte øje. Man skal kende os før man kan se den. Den har mange navne... eksplosivitet og dårligt udtrykt vrede, lavt selvværd, interdependent adfærd og kærlighedsafhængighed fra andre.
Gudsketakoglov jeg kommer sammen med en psykolog... Ikke fordi han skal behandle mig. Men så han kan minde mig om, hvorfor jeg bør tale med en psykolog - og at det er OK at tænke på mig selv, frem for alle andre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar