Jeg læste engang om en dame, der hos sin psykolog havde snakket om sine ønsker til en partner. Psykologen havde bedt kvinden om at tage en liste med næste gang, der viste alt det, som hun gerne ville have i en ny partner.
Efter en uge kom kvinden tilbage og præsenterede psykologen for listen. Hendes terapeut slog en skraldlatter op og sagde: "Det der er ikke dit supplement - det er en kopi af dig selv".
Det er en historie jeg gang på gang vender tilbage til, når jeg er ved at få grå hår i hovedet over alt det gejl jeg skal "finde mig i" fra min nuværende kæreste. I guder, hvor kan jeg blive gal på ham og have lyst til at rive mit hår ud af mit hoved. Nogen gange på excellent vis - og andre gange så hårdt, at jeg af hele mit hjerte ønsker jeg kunne få min egen lejlighed og få noget RO!!! Så ville jeg ikke behøve al den vrede, alt det bøvl, alle de skænderier, sammenstød og uenighed om, hvordan tingene burde være. Så jeg kunne få noget FRED fra alt det, der til hverdag gør, at jeg kan have lyst til at skrige højt og stampe i gulvet af rent raseri.
Men ser du, det er jo egentlig ikke det jeg har lyst til inderst inde, vel? Forholdet giver mig så meget på andre måder, at hvis jeg forlod min kæreste ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv. For min kæreste lærer mig hver eneste dag om mig selv, og hvordan vi er skruet sammen som mennesker. Indrømmet, der er lidt mere navlepilleri, hvis man er sammen med en, der lever af at navlepille andre mennesker, men so far er det lykkedes at komme overens på de fleste ting.
Lige undtagen opvasken.
Min partner er den der står for opvasken, mest af alt fordi det er mig, der laver mad.
Og gang på gang viser han, hvor lidt han går op i, om bestikket lige er rent eller der sidder lidt snask på stadigvæk. Det er ikke så grelt som det engang var (ret skal være ret - hygiejne er vigtig i et køkken) - men det er nok til at jeg er nødt til at lukke øjnene og skubbe hans renlighedsstandarder for opvasken langt væk i min bevidsthed og tænke "Det er bare opvask... det er bare opvask... det er bare...." Lige indtil jeg kan mærke frustration og raseri koge over indeni og så får han at vide i rene (høhø) vending, hvor utilfreds jeg er med hans standarder. Og hvad gør idioten så? Han vasker videre. Og selvom han prøver at fintune sin opvask til mine standarder, så falder han fra igen så snart jeg ikke er om mig med kritik og puffen og masen. Åh han er irriterende!!! Og nogen gange går det ud over ham, selv når han ikke vasker op.
I går snappede jeg af ham før sengetid og resultatet var, at vi sov uden hverken godnatkys eller godnatkram, hvilket fik mig til at føle mig rigtig ensom og ked af det, lige der midt i sengen ved siden af ham. Jeg var godt gammeldags ked af det, over at jeg skulle straffes for at være irritabel på den måde.
Først i dag kan jeg se, at min snappen og irritation skyldes min trang til at tage opvasken i går, selvom det egentlig er hans opgave. Når der står 2 tallerkener og glor, så kan de lige så godt vaskes op. Og det gjorde jeg så. Men det gav bagslag. For jeg blev skideirritabel før sengetid - og det gik ud over min kæreste.
I morges erkender jeg min miser og baggrunden for den: Ansvar. Og min tendens til at være overansvarlig - især på køkkenområdet. I stor modsætning til min partner, der lader til at trives med at det roder ud over det hele i sit køkken. Og det går endvidere op for mig, at i stedet for at skælde ud og blive sur og være rappenskralde ved sengetid om aftenen, burde jeg sgu have ladet være med at tage den opvask, der stod der. Jeg burde droppe så meget ansvar, når han tager det stille og roligt.
Kvinder HAR en tendens til at være over-ansvarlige. Og som barn af en alkoholiker, er over-ansvarlighed et smertefuldt bi-produkt af den opvækst i min psyke.
Min partner viser mig faktisk vejen ud af mit (over)ansvar fandt jeg ud af. Ikke nyt stuff, men noget jeg alt for ofte glemmer. I stedet for at slå verbalt på dem, kan vi lære at tage tingene mere roligt og tænke "pyt - der er en dag i morgen også" og fokusere på at lave rare ting, være gode ved os selv.
For helvede, det er jo bare tallerkener.
Et godnatkys og det at gå sammen i seng og falde i søvn i hinandens arme vil jeg sige vejer 20 kilo mere på i parforholdsvægten end om opvasken er taget - og om de forpulede er rene eller snavsede eller skyllede for den sags skyld.
Men vi glemmer det nogen gange... og ofte ser vi slet ikke træerne, fordi vi er i færd med at skue ud mod himmelvælvet og helt har glemt, hvad skoven er. De fleste kvinder kan nikke genkendende til det her vil jeg tro. Spørgsmålet er... om vi har mod til at ændre os, for ikke at tale om kræfter til at ændre vores syn på partneren fra boksebold til integrationsminister for den adfærd og handlinger vi kunne lære at integrere i os selv, hvis vi selv ville.
Kan du lære af din kæreste og tro på, at han har noget af det du skal bruge for at udvikle dig som menneske?? Det kræver mod, tro og at du tør tage springet indeni dig selv. Men jeg tror nu alligevel belønningen er et mere rummeligt parforhold, og et forhold, hvor parterne tager større ansvar for sig selv... En mangel i store dele af det danske parforholdsland, hvis du spørger mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar