fredag den 5. august 2016

Hvad skal der blive af mig...?

Jeg sidder herude på stedet, hvor jeg arbejder i morgensolen, der titter ind bag gardinet, som skal skærme mod netop omtalte sol og tænker. Tænker på, hvordan livet nogen gange kan gå den helt anden vej, end man lige troede det skulle, på den der helt skæve, finurlige måde, som kun livet kan.
Jeg har lige sagt farvel til et opslag på Facebooks minde-væg, hvor der stod en opdatering fra min tidligere veninde, der gik hele vejen med børni, husi og mandi på Amager, og som ved bruddet fra min ex for snart 4 år siden ikke længere kunne beslutte sig for, om hun ville se mig så hun meldte sig ud af vores venskab. Sammen med 2 andre veninder på samme tidspunkt.

Dette var så uafhængigt af bruddet med min daværende kæreste, men det fik mig til at tænke, for omtalte veninde var nu rykket til Helsingør og var nu godt igang med at flytte videre sammen med en ny kæreste. En skræk ramte mig pludselig helt uventet... Var jeg nu lost? Havde jeg tabt på livet som far-til-fire-med-hus-børn-og-volvo?
Det er så nemt at sammenligne vores liv med andres og se, hvor vi har mangler eller har "fejlet" hvis vi skal følge den brede trend med bryllup, børn og husi. 
Jeg har en kat, en kæreste - i en lejlighed på 40 kvm og en tvivlsom karriere going. Faktisk synes jeg slet ikke der er nogen rigtig karriereretning kørende. I de to år jeg har boet her i Århus, har det været op ad bakke rent karrieremæssigt, og det er som om livet endnu ikke rigtigt er STARTET, sådan for real. Sådan som jeg troede dengang jeg var en bange 20-årig.

Ser I, for få år siden troede jeg, at jeg skulle blive gammel sammen med en, som var det helt forkerte match (når jeg ser tilbage på det hele). Men det skulle jeg så ikke, for sådan skulle det ikke gå. Efter otte års forhold, valgte han så at trække stikket og sætte mig fri. Og gudskelov for det. 
Men lige siden er det som om jeg har svømmet rundt i en døs, uden nogen rigtig retning i mit liv, bare sådan på bedste go with the flow-maner.

I lang tid troede jeg, at livet bare var på stand-by, jeg skulle blot lige ud på den anden side og så møde ham jeg skulle ende op med i stedet for. Men sådan gik det (heller) ikke. Først og fremmest vil vi nemlig ingen af os have børn. Vi er slet ikke interesserede i at få børn eller for den sags skyld hus eller realkreditlån og faste aftaler i børnehaven. Min kæreste har sågar ikke kørekort og så bliver det lidt svært det med at hente og bringe junior. 

Egentlig ikke nogen særligt store præstationer. For børn, mand, bryllup, volvo og husi er OGSÅ et præstationsræs uden lige - måske særligt for kvinder, der måler success i, hvor mange de har, som holder af dem og størrelsen på huset, samt hvor dygtig mr. husbond er til de praktiske opgaver - hvor mange hjemmelavede velværelser, samtalekøkkener og så videre han har sat op og om man har råd til egen rengøringshjælp eller au pair.

Selvom jeg med glæde ville vælge det her rotteræs fra, og har gjort det i stor stil, så kan en del af mig ikke lade være med at tænke "Var det her virkelig hvad jeg ville dybest set? Var det her prisen værd for en murerglad farmand, der kun kan tænke på kærlighed i praktisk forstand?". 
Min egen kæreste er nørd med stort N. Han er ikke interesseret i praktiske anliggender, han kan ikke bruge en boremaskine (siger han), og hans ide om hygge er langt fra en eftermiddag med børnene i Dyrehaven. 

Men hvad så med mig? Er det jeg har egentlig ikke ret fint alligevel? Jeg mener... Jeg kom ud af et forhold gennem mange år, der ikke var godt for mig, en far der har begået alkoholmisbrug og en mor, der ikke kunne stille ham stolen for døren eller gå fra ham så vi måtte blive i et levende helvede gennem hele vores opvækst? Er det så ikke RET GODT SKULDRET at sidde i dag med nok kærlighed til over begge ører uden at måtte frygte for at gå fra hverken hus eller kæreste?

Jo, ville de fleste nok sige. Hvad snakker du om, dame? Du har så mange ting, vær dog taknemmelig for dem bare et øjeblik, vil du?
Og det er jeg skam også. Faktisk så meget, at jeg nogen gange ikke helt forstår, hvor meget jeg har fået af at flytte over mod Jylland. Alligevel savner jeg ET ELLER ANDET, der kunne give balance i tilværelsen. De smukke 20'ere fløj afsted, til noget som viste sig ikke at være det papir værd han skrev sit navn på ejerbeviset til lejligheden. Så hvad brokker jeg mig over? 

Well, sagen er, jeg brokker mig ikke. Sagen er måske mere, at en del af mig ved, jeg KUNNE have haft det, som min tidligere veninde nu har. Måske det i virkeligheden er OK. Måske vi alle sammen altid vil længes mod det vi IKKE har og som vi KUNNE have fået, hvis livet og vores valg havde været anderledes. Men så må vi atter være ærlige overfor os selv og sige: Det kunne vi ikke vide. De valg vi tog engang har indflydelse på i dag. Jeg valgte ikke at satse på en anden mand - men tog en, der misrøgtede mig seksuelt. Jeg kunne have brudt ud, men mine følelser forhindrede mig i det. Og deri var det valg jeg tog afgørende for, om jeg ville have befundet mig i et andet forhold senere, hvor jeg måske ikke havde lært det jeg skulle senere om mig selv og forhold. 

Jeg er stadig stolt af det jeg har oplevet og overlevet. Jeg fortryder ikke de valg jeg tog dengang, for de var med til at forme den person jeg er i dag. Jeg ville bare sådan ønske jeg ikke længtes tilbage mod det jeg havde da jeg var i 20er'ne: Ungdommelig uskyld og troen på, at alting nok skulle rette sig igen. For det ved jeg i dag, at det gør det kun sjældent, medmindre du selv gør en indsats for det. Og det er det, som er så rart - og helvedes - når voksenheden sætter ind. At der er ikke nogen "rigtig" eller "forkert" løsning. Der er kun valg. Og de valg vi tager i dag, kommer til at forme fremtiden engang. 

Hvilke valg har du taget, som du kunne se tilbage på, var afgørende for dig selv og din udvikling senere?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar