Tålmodighed er en dyd...

Jeg har lige fået et nyt arbejde.

Eller, det vil sige – for to måneder siden blev jeg tilbudt et vikariat på 5 måneder af en af mine netværkskontakter i deres virksomhed, hvor jeg har været før i form af forskellige konsulentydelser osv.

Siden jeg startede, har udbuddet af opgaver været ekstremt lavt. Sådan, nærmest der hvor jeg spekulerer på, hvorfor jeg overhovedet er der, og hvad de vil med mig, så slemt har det været (og er fra tid til anden). Jeg overvejer at lede efter noget andet hele tiden, men hvad? Hvad vil jeg i virkeligheden gerne være ansat som? Og hvilken type virksomhed?


I den virksomhed jeg er nu, har jeg frie tøjler og en meget sød chef. En chef, der har et problem med sin indbakke – den vokser nemlig hele tiden, som indbakker naturligt gør, når man har ansvar for mange ting på en gang. Hun er den fødte projektleder, men marketingchefen holder ferie fra tid til anden, når opgaverne ikke kommer videre end til hendes skrivebord.

Den sidste virksomhed jeg var ansat i, var det hele omvendt. Der fik jeg mange forskellige opgaver og jeg forstod det hele med det samme. Ja, jeg gik faktisk direkte ind i rollen og tog teten og ansvaret som marketingstyringsmedarbejder. Næsten i hvert fald. Og de virkede da glade for det jeg kunne.

Men som tiden gik, fik jeg mere og mere indtrykket af, at der var nogle helt andre interesser på spil end dem min egen chef (og direktørens kone) prædikede. At jeg somehow var en form for ”misfit”, fordi selskabet i så lang tid havde været præget af at være et selskab i USA og Danmark og ikke primært Danmark. Der var højt til loftet, ligesom ambitionerne var skyhøje. Men de konkrete tiltag for at nå målene, nåede aldrig sådan rigtigt ud til medarbejderne, der kun vidste, hvor vi skulle hen – men ikke HVORDAN vi skulle nå derhen. Måske fik jeg bare heller aldrig noget at vide om dem heller. I don’t know.

I januar måned i år blev jeg så fyret på en yderst udsædvanlig barsk måde. Indenfor 15 minutter var jeg fyret, havde skrevet under og var ude af døren. Med mig fik jeg 3 måneders løn til at komme på fode igen.
Det var først bag efter jeg kunne mærke på mig selv, at det faktisk kom som en enorm lettelse for mig ikke at skulle se dem eller stedet igen. Det havde tæret alvorligt på mit humør, lyst og energi at være ansat der. Den dag i dag kan jeg stadig ikke 100% pinpointe hvorfor – men forventningerne til mig selv var skyhøje da det var det første job i næsten 1,5 år jeg havde haft. Og på papiret så det skidegodt ud. Det var først da jeg kom ud af det jeg kunne se, hvilket grotesk selskab det var i praksis. Vogt jer for dem, der siger ”vi er de flinke!”… Det er som regel det modsatte internt.

Derfor må man sige, at kontrasten mellem det nye og det gamle job er kollossal. Det nye arbejde er på alle måder rart, jeg overpresser ikke mig selv, men jeg frustreres samtidig over jeg ikke får nok ansvar eller opgaver. Men samtidig holder min chef utrolig meget af mig (for some reason) – og vi har et skidegodt samarbejde udenom de andre dagligdags ting. Så… ogpaverne på nødvendigvis også komme senere, ikke?

Men så læste lige denne artikel - og en af de første punkter handler om, at det kan være svært at erkende, at man har stress. Og jeg MÅ sige, at det i højeste grad var tilfældet ude hos min tidligere arbejdsgiver.

Så når jeg ikke frustreres over de manglende opgaver, så spekulerer jeg samtidig over, om der er et større formål med det her sted og mig, hvor jeg er nu. Måske, tænker jeg… er det virkelig universets måde at sige ”nu skal du bare lige falde lidt ned, dame”… Måske er der en større plan her? Måske skal det her job ikke handle om opgaver og deslige, men om relationer? Om den gode relation, der kan gøre din dag værre eller bedre og hvad andre ser i mig? For noget må de jo se, siden jeg bare sidder her og stritter men åbenbart stadig er velanset som medarbejder?

Jeg ved det ikke. Men jeg tror at der er større ting på spil nogen gange, end vi lige går og tænker. Og at nogen gange så går tingene præcis som de skal, vi skal bare lære at være tålmodige…

Hvis det er sandt, så har jeg da lidt at se frem til, mens jeg atter engang lærer hvordan det er at være på en arbejdsplads, mærker hvordan rigtige og gode kolleger opfører sig. Så kan det ikke være helt skidt, tænker jeg... ?