lørdag den 7. marts 2015

Kønnenes kamp udspiller sig i... IKEA!

Forleden var jeg i IKEA med min bedre halvdel.
Vi skulle have nogle småting og forslaget var faktisk ikke engang mit - det var hans. Et par kasser til hobbyen skulle/måtte der til, når man nu er så glad for at male små figurer, at man ikke har hyldeplads nok at sætte dem på. Så kasser måtte der til.

Som en ægte Strukturella/Kontrol-Ella var jeg jo henrykt!
Manden foreslår SELV vi skal en tur i IKEA? Jeg er SÅ klar!
Desværre - eller, forståeligt nok om man må sige - var omtalte mand det også. Dette fik betydning for vores fortsatte tur, som vi senere skal se.


Dankortnedbrud

Det første vi bliver mødt af denne skæbnesvangre fredag kl. 14.20, er et skilt i IKEAS café, der venligt oplyser, at NETS har dankort-nedbrud. Derfor vil der ikke være mulighed for dankort-køb i restauranten i øjeblikket. Og da ingen af os havde kontanter med, var gode dyr så rådne, at vi måtte gå med uforrettet sag. I bagklogskabens lys blev dette valg skæbnesvangert for vores videre færd gennem butikken.

En kort rundspørge ved kasserne kan afsløre, at det er lykkedes at få almindelige dankort til at virke.
Godt så. Missionen er ikke afblæst, men frokosten er.
Denne normalt tilbagevendende begivenhed, når vi er i IKEA (og det er man oftere end gennemsnittet, når man bor i en radius af 1 km af biksen), kan derfor ikke fuldføres og vi går ned i dimse-afdelingen, hvor mit kvindelige shopperhjerte har det allerbedst!

Her støder vi på 1. forhindring - nemlig den første betydelige forskel i mande- og kvindehjerner, når de træder ind i et shoppingmekka så stort som det svenske møbelhus fra Älmhult.

Mænd er målrettede 

Mænd er naturtalenter, når det kommer til jagt og nedlægning af bytte: 
  1. Indkredsning af byttet og jagtstedet ("Jeg skal bruge flere kasser. De skal være fra IKEA")
  2. Observation af byttet og udvælgelse af våbnet ("Jeg skal ned i dimseafdelingen og kasserne ligger efter sofapuder og tæpper, før lampeafdelingen. Tjek.")
  3. Go get it, Tiger! ("Jeg går ned til området med kasser og nedlægger "byttet" - aka IKEA kasse")
  4. Bring byttet hjem ("Lad os gå til kassen nu - medmindre du har nogle ting du skal finde?")
Det er fuldstændig logisk og fuldt ud forståeligt, at dette kommer i skarp kontrast med kvindens 180 graders vidvinkel-syn,der hele tiden får øje på nye ting, der falder hende i øjnene... lige fra sofapuder til cocktailglas og viskestykker med blomster. Hun er ekspert, når det handler om at tage stilling til flere ting på en gang, her bruger hun sin fornemt udviklede sans for at skelne mellem flere valgmuligheder og finde den, der vil passe bedst til hulens indretningsstil, farvevalg og samlede udtryk - eller hvad der lige mangler for at gøre oplevelsen af hjemmet helt perfekt...

Kvinder er procesorienterede

Kvindens tankeprocesser i IKEA er helt, helt anderledes en mandens (for at sige det mildt). Begge vil det samme - nemlig behovsopfyldelse - men vi går til sagen på vidt forskellige måder. For kvinden er processen spændende - for manden er opfyldelsen af målet ("missionen er lykkedes") vigtigst. I kvindens hoved kører der nogenlunde denne tankerække (udfyld selv, hvis du har flere trin...):
  1. Overblik over området - brug af vidvinkel ("Nææh en masse fine ting - hvad falder mig i øjnene?")
  2. Undersøge valgmuligheder ("Jeg må hellere lige undersøge det her nærmere - nej, se! Der er også denne her variant! Tænk at man kan få så meget - hvilken en er mon bedst?")
  3. Finde den rigtige ("Jeg må hellere lige undersøge det". Går hen og mærker på tingene)
  4. Afdække området for øvrigt nyttige objekter ("Gud, derovre er der opvaskebørster og forklæder. Vi mangler vist også snart et forklæde, nu hvor grillsæsonen starter - det er godt at være i god tid, det kunne være jeg liige skulle kigge på det". Går hen til et nyt objekt)
Forskellen er, at manden allerede HAR været igennem denne proces INDEN han kom til IKEA - for ellers ville han jo slet ikke besøge IKEA, hvis ikke de havde, hvad han skulle bruge, vel? Manden søger løsninger, og han er særdeles målrettet. Kvinden foretager denne udvælgelsesproces IMENS de er på stedet - og vil gerne drøfte deres køb med manden. "Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal have den grønne eller blå. Hvad ville du vælge, skat?"

Og den stakkels mand kan ikke gøre andet end at sige "Jeg er sikker på, du nok skal finde ud af det, skat. Du har altid sådan en god smag". Det er i virkeligheden det kvinden vil høre - at han har tiltro til hendes evne til at udvælge det rigtige "loot", og ikke, at han vil have den blå, når hun vil have den røde - for i virkeligheden har hun allerede taget en beslutning. Og manden ved, at når han siger sådan, kommer han hurtigere hjem...

Fra målrettet strategi til atomeksplosion på Barsebäck

Når manden har et mål på dagsordenen og et problem, der skal løses (i dette tilfælde kasser) - så har han ikke hverken tid, lyst eller overskud til at lege indretningskonsulent med chefarkitekten. For hans hjerne har et mål, og han har ikke lyst til at udsætte missionen om at nedlægge byttet. Hans små figurer mangler et sted at være hjemme i hans hule, og først når denne løsning er i hus (læs: Lagt i vognen), kan manden slappe af.

Desværre var det ikke helt sådan det gik i IKEA for mig og kæresten.
Han gik 10 m. foran mig, hele vejen igennem butikken, med en udstråling, der sagde "Skynd dig nu, for helvede kvinde! Kan du ikke være lidt hurtigere - jeg vil gerne ned til MINE kasser!".  

Og som enhver kvinde bliver jeg splithamrende rasende over at få min shoppingoplevelse ødelagt, når han hverken vil tage del i den eller komme med input - men bare går med arrogant (læs: målrettet) attitude og ryggen til mig, tydeligt utålmodig. Hvad gør man så?

Sig som en leverpostej...

Da jeg som ung teenager gik til hundetræning med vores labrador, lærte jeg en vigtig ting om hunde, der går uden snor. Hvis din hund løber væk pga. noget den ser i det fjerne, skal du ikke løbe efter den - men løbe den anden vej. Når du har løbet et stykke væk, så sæt dig på hug og kald på den. Gør din stemme lige så rar som varm leverpostej - den vil ikke kunne undgå at høre dig og komme spænende tilbage. ...Virker det så også på mænd??

...You bet it does!!!
Det virker nok i det hele taget på alle mennesker. Men især på mænd :p
For det er et af de ældste tricks, når det kommer til både hunde - og mænd. Når du dater en mand og han er ved at tabe interessen - hvad gør du så? Du gør dig sparsom. Svarer ikke på hans sms'er med det samme, lader ham vente lidt, gør dig selv mystisk og har "gang i en masse ting" han ikke er en del af... Det plejer at virke. Det var nok det trick jeg skulle have brugt - løbe tilbage gennem IKEA's dimseafdeling, mens jeg sagde som varm leverpostej. Det husker jeg næste gang. Håber jeg.

Hvis ikke andet - så skyd Bill Gates og giv Microsoft skylden. 

Denne IKEA-tur blev en rigtig elendig oplevelse for os begge to - og selvfølgelig kom vi op at skændes på vejen hjem. Jeg ville ønske, at jeg havde husket det ovenstående trick - jeg tror faktisk det havde gjort en forskel.

På vej hjem fløj verbale øretæver gennem luften - jeg er glad for, at cykelstien og fortovet var ganske øde på begge sider af vejen...
"Du gider aldrig være en skid deltagende, når jeg går i butikker!!! Det hele handler bare om DIN behovstilfredsstillelse og dig, dig, DIG!!!"
"For en gangs skyld var det MIG, der ville i IKEA, fordi JEG ville have noget, der var sjovt, i stedet for sofa, spisestole eller whatever! Du er møghamrende egoistisk, kvinde!"
Ak ja. Det moderne parforhold er ikke nemt, når vi træder hinanden over tæerne og ikke forstår og husker hinandens forskelle... Eller snakker hinandens sprog særlig godt hele tiden. Vi er bare mennesker - og dermed ens. Men også hamrende forskellige.

Heldigvis blev vi gode venner igen.
Man kan ikke gøre andet end at sige undskyld og erkende, at nogen gange snakker man sgu bare ikke hinandens sprog, og det er ikke nogens fejl, det er jo lige præcis HER at de største forskelle kommer til udtryk - når vi laver noget, på hver sin måde, der er en del af kerne-softwaren i hjernen.

Mænd er bygget til - mentalt, psykisk og mentalt at gå på jagt og nedlægge byttet. De er pissegode til at være målrettede og løsningsfokuserede, hvilket er fantastiske egenskaber, når man har et problem. Og pissehamrende irriterende, når man som kvinde er "wired" til at overskue store græssletter og få øje på den spiselige svamp mellem alle blomsterne og ukrudtet eller vide, at formen på lige præcis DENNE sten vil være fuldstændig p-e-r-f-e-k-t til gryden over ildstedet.  Der excellerer vi virkelig - hvorfor da også IKEAs primære kundegruppe er kvinder. Fordi ... sådan er det bare.

Kvinder og mænd er forskellige - men til sammen udgør vi faktisk et ret awesome team, når vi forstår at udnytte vores kompetencer forskelligt...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar