Når mænd græder og viser sårbarhed - så sig tak!

For et par uger siden skete der noget mærkeligt. Noget der først virkede temmelig dramatisk og noget hvor jeg tænkte "hm, er det her ikke kvindernes domæne?" - men hvor jeg bagefter blev uhyre bevidst om, hvor meget vi hver dag bider i os af den ene eller anden grund. Måske fordi vi ikke vil beklage os og lyde som en whiner. Eller måske fordi vi bare er forskellige som køn. Den slags er jo set før...

I den omtalte sag, blev jeg igen forundret - og taknemmelig - for den mand jeg har fundet. Forundret over det mod han udviste, ved at vise sin sårbarhed - og taknemmelig for at han gjorde det, så luften kunne blive renset.

Efter en lettere stressende periode samlivsmæssigt, med en del pres, sammenstød (og lad os bare være ærlige: uden medfølgende sex til at gyde olie på vandene), nåede utilfredsheden og uopfyldte behov vist bare et kogepunkt for mig, der - trods en del udspørgen fra manden - forblev tavs som en østers og bare sluttede det hele af med "Jeg HADER at være needy".

Omsorg = krav

For sagen var jo, at jeg bare gerne ville være sammen med min kæreste. Jeg havde næsten denne her følelse af, at jeg ikke kunne komme tæt nok på ham. Og jeg hadede mig selv for at have det sådan, for er der noget mænd ikke kan fordrage og løber stærkt VÆK fra, så er det "needy" kvinder, der ikke kan "klare sig selv" og som begynder at tørste efter opmærksomhed og omsorg fra manden. (Læs: Også selvom vi sagtens kan klare os selv 23 af døgnets øvrige 24 timer). I stedet for at få den positive opmærksomhed hun tørster efter, bliver kvinden i stedet mødt med kulde og/eller afvisning, som gør hende endnu mere needy/ked af det, når manden trækker sig både psykisk og fysisk væk fra hende, "blot fordi kvinden fortæller ham om sine behov." Dette behov er jo dybest set bare en "jeg har brug for din styrke, varme og omsorg, vil du ikke nok give mig et kram og sige du elsker mig" - sådan basalt set ihvertfald.

Hvad du prøver at sige, er ikke det han hører

Hvad manden hører er (endnu) et krav fra sine omgivelser, der vil have noget af ham. Og det kan være hårdt, hvis han har været hængt op på arbejdet, og skullet lytte til mange andre, der vil have noget af ham - hans mor, hans søskende, hans chef, hans kolleger, hans venner... Vi gør alle ting vi ikke har lyst til hver dag. Så når kvinden endelig har fået samlet mod nok til at åbne munden, være sårbar og sige at hun har brug for ham, ender manden ufrivilligt med at give hende en psykisk blodtud, så hun trækker sig tavst tilbage og bliver The Mean Bitch - hende der efterfølgende kan være skiftevis kold og passiv-aggressiv i flere uger bagefter, mens manden trækker sig længere og længere væk. En trist og ond cirkel, fordi parret ikke kender til det andet køns måde at kommunikere og fungere på psykisk.

Hvorfor har kvinder så svært ved at udtrykke deres behov?

Vi kan også spørge, hvorfor kvinder har så svært ved at sige ligeud, at de har brug for omsorg? Det kan kvinder som udgangspunkt have enormt svært ved, fordi hendes egen hjernesoftware er programmeret til at sammen med andre kvinder ville hun have fået omsorg, knus og snak længe før hendes behov blev et problem.
Hvorfor? Fordi kvinder er fucking awesome til at afkode andres kropssprog og ansigtsudtryk - tristheden i et smil eller udtrykket i øjnene. Og derfor kan de hurtigt se, når der er noget, der går deres veninder på, og er hurtigere til at reagere. Det er faktisk næsten pinligt at være nødt til at verbalisere sit behov for omsorg, synes kvinden, det kan virkelig være svært at opgive kontrol og være sårbar. Derfor prøver hun med hentydninger, dybere suk og dybere panderynken og mere tavshed i stedet for, fordi det er de signaler, som andre kvinder ville opfatte som "alarm" om, at der er noget galt.

Problemet er bare... at det gør manden ikke. Mænd er ikke trænet i at læse følelserne ud fra ansigtsmimikker. (Selvom jeg er sikker på de nogen gange ville give deres højre arm for at kunne det). Derfor har de svært ved at se, når noget går kvinden på, medmindre hun siger det højt. (For sådan gør man i ManWorld). Men fordi kvinden har svært ved at give sine behov lyd verbalt på en (i mandens ører) "ikke-needy" måde, og fordi der kan gå lang tid før kvinden har taget mod nok til sig og endelig siger det (efter lang tids hentydninger) så gør det dobbelt så ondt på kvinden, hvis hun bliver mødt af afvisning eller flugt fra manden. Så går alle hendes forsvarsværker igang for ikke at blive såret igen. Problemet er, at det får begge parter ned i hver sin skyttegrav af tavshed og stiltiende bebrejdelser - og så kører karussellen til et dårligere og dårligere parforhold med to tabere i stedet for to vindere.

Mænd græder da ikke... eller gør de?

Nå. Tilbage til historien. Efter at være trådt ud af badet med den ovennævnte ikke særlig konstruktive sætning, fik jeg et surt "Det ville være nemmere at hjælpe dig, hvis du ville fortælle mig, hvad du vil" tilbage. Og en del af mig skammede mig over at gøre den anden part så skuffet og ked af det. Præcis hvor ked af det, fandt jeg dog først ud af, da jeg et par minutter efter kom ind i soveværelset, hvor en helt stille mand lå og så op i loftet, mens tårerne trillede ned af kinderne på ham uden et ord.

Da tårer er psykisk torden med alarmklokker galore, spurgte jeg bekymret til årsagen. Og så kom hele skraldespanden ellers flyvende... hvordan han forgæves prøvede at gøre alle glade og tilfredse, både arbejdet, vennerne og mig - og hvordan han savnede anerkendelse for det han gjorde godt, i stedet for brok over det han ikke gjorde særlig godt, hvor dårlig han var til at gøre alle glade og tilfredse. Han følte sig ude af stand til at gøre det godt nok, og det gjorde ham deprimeret.

#Fail med fail på, hvis du ikke kan gøre din kvinde glad

Lige her vil den kloge læser vide, at når en mand indrømmer sådan noget, så er det stort. Kæmpegigantisk stort at indrømme sin følelse af nederlag. Det kræver en satans stærk mand at indrømme han savner anerkendelse. Og føler sig som en fiasko. For det er stadig sådan i vores samfund, at mænd er de stærke forsørgere og kvinder er de modtagelige "caregivers". Lige gyldigt hvor mange ligestillingskvoter vi laver, kommer vi ikke udenom at manden altid vil føle sig som provider dybt inde og at hans personlige følelse af succes og velbehag kommer af at kunne gøre sine nærmeste glade og lykkelige. Og når han ikke kan det, så føler han sig som en fiasko, og i 9,5 ud af 10 tilfælde sker der det, at han i stedet for at udtrykke sine følelser af vrede over manglende anerkendelse, trækker sig væk følelsesmæssigt. Og snart er det, der skulle være tosomhed og PARforhold, nu et enmandsforetagende - med en kvinde, der ikke ved, hvad hun har gjort galt, og en mand, der ikke kan udtrykke sine følelser, for det har han ikke lært at gøre på en konstruktiv måde. Så i stedet for at kommunikere, så glider de længere og længere fra hinanden.

Sig farvel til din kontrolfreak og sig goddag til ros, beundring og glæde

I den lille episode fik jeg så meget respekt for det min kæreste gjorde. Han blottede sig og viste mig sin sårbarhed, ikke fordi han var "svag" eller "en whiner". Men fordi han virkelig ønskede at gøre mig glad, men var ulykkelig over han ikke kunne. Og fordi han som terapeut er trænet i at vise sine følelser, fik jeg et unikt glimt ind i mandens verden og opfattelsesramme. Og jeg skammede mig over at have været sådan en bitch for at sige det rent ud. For mænd gør faktisk deres bedste hver dag. De VIL gerne glæde dig. Men når du hele tiden er sur over noget nyt de ikke gør, så bliver de med tiden mindre og mindre tilbøjelige til at ville glæde deres kæreste/kone, fordi hun ikke viser sin påskønnelse og taknemmelighed nok. Hvorfor tror du ikke han inviterer dig impulsivt ud at spise? Det er meget ofte fordi han ikke føler det kan betale sig, hvis din taknemmelighed ikke har vist sig tydeligt nok. 

Hvordan viser du påskønnelse af din mand?

Der er flere måder, hvorpå du kan vise ham din glæde og taknemmelighed over både små og store ting... først og fremmest ved at sige "tak fordi du... [indsæt sætning]. Det var lige det der skulle til for at min dag blev reddet". Du kan sagtens twiste sætningen og tune den mere eller mindre op, afhængig af hvad du blev glad for og hvordan det gjorde dig glad. Hovedpointen er, at ros og anerkendelse goes a long way til at du kan få omsorg fra manden. Ved at rose og beundre ham - meget gerne i hans venners påhør - vokser mandens selvfølelse 10 gange, især hvis du følger det op med fysisk ros (blowjobs anyone?). Manden in question vil overfor sine venner føle "se lige hvor sej hun synes jeg er - hun er den mest fantastiske kæreste, se bare hvilken juvel af en kvinde jeg har, jeg er den bedste i flokken". Det er muligt du sidder med et smil på, men mænd er konkurrenter - og vil altid være det. Ligesom dine veninder altid vil være dine rivaler - selvom det hele foregår under overfladen.

Dine ord kan gøre jer begge to til vindere eller tabere - valget er dit.

Mænd er ekstremt territoriale. Så hvis de kan fremstå som en vinder overfor de andre hanner i flokken, fx ved at hans kvinde roser ham for hans evner for et eller andet, især mens hans venner hører det, så føler han sig ikke kun som kongen i ManWorld, han mærker også en dyb taknemmelighed for den kvinde han er sammen med. Resultat: Han ønsker at opfylde hendes ønsker og behov bedre end alle andre mænd, så hun ikke render fra ham. Og endnu mere vil han føle en særlig tilfredsstillelse over at vise sin kvinde frem, fordi hun slår samtlige kvinder i lokalet. En mand der er stolt af sin kvinde, vil ikke lade hende uden for en radius af 10 meter i et selskab og vil beskytte hende mod andre hanners interesse for enhver pris. Hvorfor? Fordi hun får ham til at føle sig som en "rigtig mand" - og det er en af de bedste følelser han kender, men den kan kun opnås i selskab med en kvinde, der roser og beundrer ham. Ingen mænd kan få ham til at komme i kontakt med disse - og alle mulige andre - følelser. Og derfor bliver kvinden faktisk det vigtigste i hans liv.

Så... er du stadig i tvivl om, hvorvidt du skal fortælle din mand, hvorfor han er awesome? Og vise det på både verbale og non-verbale måder *wink*?