I skrivende stund er jeg blevet fanget ind af en bog ved navn Generation Multiorgasme af Charlotte Heje Haase. Med bid og vid tager hun fat på sig selv og sin egen generation af grænsesøgende kvinder (og mænd), der hele tiden er på jagt efter det næste store sus i både karrieren, livet og kærlighedsforholdet. For man kan aldrig vide, hvad der dukker op rundt om næste hjørne, og det ville jo være uheldigt, hvis den commitment man allerede havde lavet, skulle stå i vejen for noget nyt, der var bedre og større og vildere end det sidste.
Det er en generation af multitaskere med korttidshukommelse og forpligtelsesfobia i alt fra parforhold til bilkøb (vi leaser da bare!) og skulle den ene ikke du, så skifter vi den bare ud med noget nyt.
Generation Utilfreds kunne man måske kalde den, hvis man var en sur og gammel bitterfisse, der var blevet tilstrækkeligt skuffet af mænd og livet i almindelighed. Selvom forfatteren tager et satirisk udgangspunkt i sig selv, er der nu alligevel mange pointer at hente og jeg tager mig i at nikke genkendende til de ting, der skrives - og dog, vel at mærke mens jeg tænker "Sådan er jeg IHVERTFALD ikke!".
...Og så igen. Er jeg virkelig så hellig og frelst, at jeg kan se mig fri for at have siddet en mørk aften på en bar/biblioteket/hos veninden og sukket, mens jeg drømte om det perfekte forhold og den perfekte mand, der ville komme og gøre alle mine tvivl om mig selv og fremtiden til skamme ved at fjerne AL tvivl? For en lille del af mig kan ikke se sig fri for at være skyldig i mindst tre af bogens pointer:
- Mine Facebookvenners mening om dette eller hint påvirker mine købsbeslutninger
- Vi er stjernen i vores eget liv - og Jante kan fucke af
- At selvom vi pudser og polerer vores digitale personligheder, så lærer vi mest af fraklippene..
Desuden elsker jeg bogens koncept: Partnerstyrelsen. Nu med smileyordning!
Hvis du skulle uddele smileyer til dine eks'er, hvordan ville billedet så se ud? Charlotte Heje foreslår følgende inddeling:
Elitesmiley: Fire ekskærester i rap erklærer denne mand til at være en rart og dejligt menneske, en rigtig svigermors drøm, der slår græsset og kører på lossepladsen med gammelt skrammel - uden brok.
Glad smiley: Ingen anmærkninger til hverken egenhygiejne eller opbevaringstemperatur. Ifølge den sidste erobring skulle alt være i orden.
Hønserøvs-smiley: Godkendt men med indskærpelser om at få styr på økonomi eller personlig ordenssans.
Neutral smiley: Påbud givet. Forbud foretrækkes. Ringe evne til at overholde løfter og andre relationelle regler som at holde i hånd offentligt.
Sur smiley: Bøde, politianmeldelser, tårer, skænderier og muligvis fysisk eller psykisk utroskab. Brug ikke denne!
Ideen er sjov nok - Partnerskabsstyrelsen har således mulighed for at holde et register over de rigtig dårlige frugter i kurven. Problemet er dog, hvad ville stå den anden vej. Hvordan ville DIN smiley se ud? Fordi... let's face it: Vi er sjældent de englebørn vi selv gerne vil tro vi er. Mennesker er fulde af fejl og vi kan hverken "smiley'e" os ud af det eller gennemskue det på netdating-sider. Love is a gamble.
Tvivl: Det evige kors for Multiorgastikerne
Min kæreste har lært mig, at det er naturligt fra tid til anden at tvivle. Hvis ikke du tvivler, så er du ikke investeret, er hans pointe. Måske er det i virkeligheden frygten for tvivlen, der er værst. For hvis jeg nogen sinde skulle tvivle på vores forhold eller mine følelser, hvad skal jeg så gøre? Det kan gøre ondt at tage konsekvensen af en vedvarende tvivl. Man kan tvivle på sin egen forstand, for var det nu i virkeligheden ikke rart og trygt nok det vi havde? Var der en grund til at lave røre i andedammen? Resultatet kan jo ses tydeligt i alle de sammenbragte familier.
Dybest set er vi jo alle sammen tryghedsnarkomaner. Og at tvivle er en del af livet, en del af vores rejse på selvudviklingens vej. Tvivl er sund, for den betyder, at du er opmærksom på, om det du gør, er rigtigt for DIG. Den kan hjælpe dig - eller være din fjende. Spørgsmålet er hvordan vi bruger den. Hvor meget plads og vægt vi giver den. Og om vi kan leve et liv, hvor den vil være en konstant følgesvend, fordi fremtidens frivole forhold til valgmuligheder er kommet for at blive.
Dette hænger jo særdeles godt sammen med spørgsmålet om, hvad kvinder og mænd egentlig skal med hinanden idag. Som forfatteren pointerer, så indgås de fleste ægteskaber/forhold på begær og forelskelse, som meget ofte ender i en skilsmisse igen. Samtidig jokker hun over til inderne, der mener, at arrangerede ægteskaber giver de stærkeste parforhold. Man kan vel godt kalde begge dele for to ekstremer. Men jeg tror alligevel der er noget om den indiske model. Min kæreste plejer at sige: Love is a friendship set on fire. Og der har han jo fat i noget. For uden venskab går forholdet hurtigt i stykker. Romantisk kærlighed og tiltrækning kan ikke bære et forhold alene. For at forholdet skal være holdbart, er man nødt til at være venner også. Nej, det ER nok ikke begær-skrigende-altfortærende passioneret at lave et videomarathon - men har det ikke også sin charme?
Hvis mænd og kvinder udenfor et forhold vil have svært ved at være venner, fordi der altid vil være muligheden/risikoen for ikke-venskabelige følelser, så er det jo parforholdet med et godt venskab, der har den største mulighed ville jeg mene?
Men hvis du er en del af Generation Multiorgasme, så vil manglen på lidenskab, passion og begær få dig til at tvivle fra tid til anden. Hvis man ikke får en omgående urge til at hoppe på kæresten, når denne kommer ud af badet hver gang, så må der mangle noget! Måske ... skulle man stoppe op og sige, at hvis det virkelig var sådan, så ville det blive ganske udmattende i længden, at være så alert hele tiden. Og så kommer den der nasty tvivl igen... er jeg nu sammen med den rette?
Spørgsmålet er: Det kan du ikke vide. Og selv hvis du vidste det - ville det så gøre noget? Ville du så kunne slappe af, som hvis du fx fik at vide som arbejdsløs, at du ville få job om 3 måneder? Ja, du ville måske kunne tage det mere roligt. Men du ville alligevel blive rastløs, for hvad skulle du så egentlig bruge tiden på? Når hjernen har haft for meget ferie, så begynder den at blive rastløs anyway. Den har brug for noget at fokusere på, at gå op i. Og når det så lykkes - så er vi nødt til at have et nyt mål at forfølge. Det er måske det Generation Multiorgasme har taget til sig i alt for hård grad, så det pludselig styrer det meste af deres liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar