I gamle dage var det helt i orden at kalde sig selv for en perfektionist. Bevares, det blev næsten forventet.
Til en jobsamtale ihvertfald.
I dag har vores instant gratification livsstil gjort, at det skal være godt. Og det skal helst ikke tage for lang tid at opnå den belønning jeg har brug for. Om det så er at tjene penge på mine vandmeloner i Farmville eller få et boost af de nyeste tv-serier på Netflix. What we want... we want now.
Der bliver stillet højere og højere krav til os, og vi skal helst levere over forventning. Fordi - sådan tjener man penge her i de post-finanskritiske spisetider.
Så vi halser efter deadlines, budgetmål, KPI'er og hele møget. Vi er nødt til at være bedre end igår, og det hele - al frustrationen, presset, de høje forventninger og krav... sætter sig deres spor.
Også i parforholdet. Hvor vi end kigger hen, kæmper mænd og kvinder for at bevare spontantiteten, gnisten og romantikken i parforholdet. Vi går til parforholdsyoga, madlavning med Mette Blomsterberg og Ikea-træf for at kunne dyrke drømmen om det perfekte forhold med masser af indhold.
Men jeg tror vi glemmer det vigtigste... nemlig at kærlighed kræver plads og frihed for at gro. At det kan være en af de sværeste øvelser i rummelighed du kommer ud for i livet. Uden adaptability kommer vores forhold ingen vegne. Og det vigtigste forhold af alle, som lider allermest under det... er forholdet til os selv, der kommer ud på slingrekurs. Og når vi er der - så skal der ikke så meget til for at vælte det forhold vi har til vores kære og nære - herunder mand og børn.
Og det er rigtig rigtig svært at forstå og deale med, når vi i dagligdagen er underlagt - for manges vedkommende - et sæt af relativt rigide performance-mål. For the truth is, at vi ikke kan performe lige godt på alle faktorer. Og når vi prøver... så får vi stress. Hvis alt skal være perfekt, kommer kontrolfreaken op i os. Og når han/hun ikke kan få sine forventninger indfriet - så går det galt.
Jeg har selv haft glæde af den lille kontrolfreak, der satte en masse kriterier op i mange år, som jeg forgæves prøvede at efterleve. Lige indtil det en dag blev for meget og jeg måtte lægge mig ned med galopperende stress. Dén dag var der bare grænser for, hvor meget pres vasen kunne klare - og den smadrede i 1000 stykker, ud over det hele.
Indsamlingsarbejdet af stykkerne alene krævede næsten et helt år eller mere. Arbejdet med at sætte dem sammen igen, krævede mindst lige så meget. Og bagefter var jeg mere skrøbelig overfor pres end jeg før havde været. Det er et selvforklarende faktum, at mit forhold led under de ting jeg havde påført mig selv i jagten på at være perfekt. Men det skal også siges, at en del af presset kom indefra - og ikke kun fra mig selv, men også fra "den anden side".
At vælge eller ikke at vælge. Dét er spørgsmålet. Lader vi os bare føre med i strømmen, så er det nemt at blive offer for hvad "alle andre synes" - Alleandre synes at være målestokken for, hvordan vi skal klæde os, synes om os selv, hvilken livsstil, karriere, mand, veninder og familie vi skal have. Og er vi ikke helt klar over, om vi gør det godt nok, eller får tilfredsstillelse nok ud af det liv vi lever, står der coaches parat til at fortælle os om dette eller hint behov, som vi ikke engang havde taget med i vores kalkuler af Det Perfekte Liv og Jagten på Den Evige Lykke.
Hvordan siger man fra overfor sådan et ulideligt pres? Er mennesket bare bestemt til at køre sig selv i sænk som art, fordi vi hele tiden er drevet af nyere-større-bedre-dogmet? Er vi i virkeligheden til fare for os selv? Det er der sikkert mange "livstilseksperter", der igennem senhalvfemserne og 00'erne har forsøgt at svare på, men jeg tror ikke at der er noget rigtigt eller forkert svar. Svaret afhænger vel af de forventninger vi har til os selv og til vores omgivelser. Hvis disse omgivelser ikke er i tråd med det vi står for, så har vi både økonomisk og personlig frihed nok til at finde nogen, der gør det. Så hvordan skal et menneske, der hele tiden styrer mod det perfekte, kunne svare på spørgsmål om sin egen perfekthed? Svaret er jo til syvende og sidst styret af Alleandre, som er dem vi måler os op mod.
I mit eget sidste forhold, gik det skævt, fordi vi begge to var vokset op under parolen med, at man skal være - om ikke perfekt, så skal man ihvertfald ikke lade sig nøje. Man skal være en succes og have styr på det hele. Personlige problemer er bumser, der skal klemmes ud, så huden kan blive pæn igen. Alternativt må de dækkes under et fedt lag make-up. En regulær detox (som ellers er et af tidens buzzwords) og livstilsændring - ja, sågar ændret syn på verden og os selv - er langsommeligt, besværligt og sætter den anden part i fare for at få kontakt med sine egne uperfektheder, sorg og indre usikkerhed. Og det må vi for guds skyld undgå for enhver pris! Det betyder, at det skal til at gøre ondt, og det har vi simpelthen hverken tid, kapacitet eller nerver til. Nej - nu går vi i Føtex og bruger en masse penge på en masse dyre ting, og så snakker vi ikke mere om dét!
Ikke noget at sige til det hele blev lidt svært til sidst for begge parter... Something had to give. Og da kvinder fra naturens side bare ER mere i kontakt med deres følelser, så blev det mig, der lagde mig.
Er jeg så vokset fra Perfektionistaen og kontrolfreaken?
Næh. Men jeg har lært at genkende signalerne hun sender ud, før stormbølgen rammer med fuld kraft. Her har jeg nemlig muligheden for at trække mig tilbage og i stedet for at "run amok" på (den nye, mind you) hr. kæreste over manglende husligt engagement (en af de hyppigste parforholdskonflikter) har jeg nu valget om jeg vil fortsætte ned ad det samme spor som sidst - eller gå et skridt tilbage og se ærligt på mig selv og mine motiver og følelserne bag den bugnende opvask. Og indse, at det som sådan ikke er opvasken det handler om - men snarere angsten for kaos og modviljen mod at leve i nuet og bare være, frem for at kontrollere. Det er svært og jeg husker det langt fra altid - men NÅR det lykkes, så er det det hele værd!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar