Gør du?
Mange gange - når kærligheden udvikler sig - går den igennem en række faser, som gør, at vi kan blive bange og/eller usikre på, hvor forholdet er på vej hen, begge parter hver for sig og sammen. Han plejede at komme med blomster til dig, hver gang I skulle ud på date - nu er du heldig hvis du overhovedet kommer ud at spise. Let's face it: Ligesom alt muligt andet bliver forhold hverdag, og rutine sætter ind. Ingen kan køre i Ferrari(hormoner) for evigt, på et tidspunkt bliver vi samlet op af den stabile Toyota.
For mange mænd er filosofien: Just get me the girl - I'll take it from here. Og så sætter de sig hen i stolen og spiller computer/læser iPad/surfer på nettet, hvor de før ville have mindst én plan for aftenen.
Når pigen har kapituleret... hvorfor skulle de så blive ved med at anstrenge sig udover til særlige lejligheder? Det gælder også for kvinderne - pludselig viger de behagelige bukser pladsen for de stramme (der ellers understregede hendes røv særlig godt), og make-uppen er pludselig ikke så vigtig længere, når man går ud... undtagen ved særlige lejligheder.
Når denne spiral har snurret rundt et stykke tid, kigger parrene nogen gange på hinanden, peger bebrejdende med fingrene og udbryder: Hvorfor er du så irriterende?!! Hvem ER du overhovedet?!! Hvor er den pige/mand jeg forelskede mig i til at starte med???
Sagen er, at for mange par, begynder hverdagen i forholdet at sætte ind, og tendensen er at den anden får skylden for, at tingene føles som om de er gået skævt. Deres partner er pludselig møgbesværlig og krævende, kvinden er sur, og manden er doven og uinteresseret. Derfor søger mange tilbage og sammenligner partneren med de personer man var før, under forelskelsesfasen, og lægger utilfreds armene over kors, mens de syder i stilhed over at de nu igen var blevet lovet noget, som de ikke fik alligevel. Men hvem kan forblive forelskede for evigt?
For mit eget vedkommende er jeg netop flyttet sammen med en mand, jeg nu kender på 7. måned. Jeg er flyttet fra den ene del af landet til den anden, sagt mit job op og har forladt venner og familie på Djævleøen for at bosætte mig i ukendt territorium på Fastlandet. Så man kan sige, at ikke kun har vi/jeg kæmpet med den sædvanlige udfordring om at falde til et nyt sted (som jeg stadig den dag idag - efter 1½ måned - elsker at bo i) - og samtidig udfordringerne der kommer i så nyt et forhold, når det slås sammen til én adresse. I dag greb jeg mig selv i at være ked af det, over jeg ikke vidste, hvor pokker vi var på vej hen, og om "det her bare var dét" og .... "hvor var den mand henne jeg havde forelsket mig i engang i tidernes morgen, da han som den eneste fik lov til at kæmpe om retten til mit særdeles skrøbelige og forrevede hjerte"?
De lange dovne weekender i sengen var pludselig blevet erstattet af indkøb, huskesedler, rengøring, skænderier, forandringer og - hvis jeg var heldig - en hel weekend hvor jeg fik lov til at bestemme hvad vi skulle lave (hvor jeg før kunne bestemme nærmest alting). Jeg tog mig i savne de morgener, hvor jeg havde været glad og tilfreds, hvor vi vågnede op efter en sen nat og elskov - og spiste morgenmad på sengen, snakkede i flere timer, gik ture til stranden, og tog hjem og faldt i søvn i hinandens arme, før jeg dagen efter steg på toget tilbage mod Sjælland.
Og midt i dét blame-game slog en tanke ned i mig: At mennesker er ufattelig dygtige til at se tilbage og bruge fortiden til at sammenligne nutiden med. Hvor lidt vi nægter at se på nu og her og måske i stedet burde sige... "Men hvem er du så - egentlig?" Og i stedet bruge lidt tid på at lære denne her person at kende.
For der er ingen tvivl om, at den person vi førhen har set, stadig er der - den er blot farvet af de lyserøde briller vi havde på og ikke som når vi nu ser tingene med det iskolde klarhedens syn og logik som nu. I stedet skal vi til at finde ud af, hvem den anden er - og om vi dybest set passer sammen med dette andet menneske. En proces, der kan vare kort eller lang tid - eller ske med større eller mindre "brag".
Det er her vi for alvor finder ud af, om vi kan strække os som mennesker og stadig elske en person - ikke trods forskellighederne - men på grund af dem. Det er her vi vælger kærligheden til eller fra. Og det er her det er enten make eller break for de fleste par. Er der venskab, respekt og accept nok til at følelserne kan udvikle sig til rigtig kærlighed? For man skal være klar over, at kærlighed kræver samarbejde, kompromisser og masser af tålmodighed. Den er som en lun kaminild, der kan flamme op når vinden rammer den - men som ellers kan være tilfredse gløder, der kan ruskes op i, så der kommer flammer på. Nyt træ fra tid til anden er nødvendigt, hvis ikke bålet skal helt brænde ud.
For min egen kæreste og jeg er jeg godt klar over, hvilken risiko jeg har taget. Jeg kan ende med, at det hele falder på jorden, fordi vi finder ud af, at vi bare ikke kan fungere sammen. Jeg kan også ende med, at det hele bliver langt, langt roligere end da vi datede, hvor et par sure modstandere i vores omgangskreds gjorde livet umådeligt svært for os og at være sammen uden at føle at vi skulle bevise noget. Vi har oplevet store slag - internt som eksternt - men også haft uvurderlige kræfter, der støttede vores union. Og det er hverken pga. religion, kulturforskelle eller sprog - det er bare angst for forskelligheder hos andre, der har gjort det svært for os at se blidt på verden i de første måneder af vores forhold, hvor også fortiden har spøgt slemt for mit eget vedkommende.
Når tingene føles for lette - så kan det indimellem være svært rent faktisk at nyde dem!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar